MIN ELSKEDE HUND ER DØD
Sorg over aflivning af hunde med adfærdsproblemer
Vi hos Shalabiya elsker dyr og vi ved derfor, hvor ondt det gør når de går bort. Vi har prøvet mange forskellige måder at sige farvel til vores dyr på, og derfor har vi sat os ind i, hvilken indvirkning det har på sorgen, hvad dyrets dødsårsag er. Her på siden vil du finde forskellige artikler om, hvordan du kan opleve det, når dit dyr går bort, afhængig af dødsårsagen. Læs her, hvis du vil læse om bortkomne eller omplacerede dyr, her hvis du vil læse om dyr som er døde naturligt, og her, hvis du vil læse om dyr, som aflives på grund af sygdom eller alderdom.
Hvert år bliver ca. 50.000 hunde aflivet i Danmark. Af dem, er ca. 12.000 hunde pga. adfærdsproblemer. Det er en meget trist statistik, som vi håber bliver anderledes med årene. Men den fortæller, at du ikke er alene, hvis du har et dyr, som aflives på grund af adfærdsproblemer. Har du været i den situation, at du var nødt til at aflive et dyr på grund af adfærdsmæssige problemer, vil du måske opdage, at dine følelser over netop dette dyr er langt mere komplekse end andre gange, du har fået aflivet et kæledyr på grund af sygdom eller alderdom. Det er helt normalt!
Mange af os kan blive i tvivl, om vi har prøvet nok, når vi afliver et fysisk raskt dyr. Skulle vi have prøvet en anden adfærdsrådgiver? Var træningen forkert? Havde det været bedre med endnu en omplacering? Vi kan også skamme os over et forkert valg af dyr, og at omverdenen måske havde advaret om NETOP denne hunderace/hest/kanin eller tilsvarende. Dette kan du også føle, selvom du har medicineret dyret, været til dyre-clairvoyance, haft adfærdsrådgiver på og måske prøvet alt sammen, og du virkelig har gjort alt, hvad du kunne. Der kan være tvivl lige meget hvad.
Vi kan føle os utilstrækkelige eller uduelige som dyreejere, og måske komme i tvivl, om vi overhovedet er i stand til at have dyr fremadrettet.
Det er helt normalt at skamme sig over at være lettet over, at man ikke længere skal håndtere dette dyr. Måske har man været bange, utryg, udmattet, og så kan det være dejligt ikke at skulle være bange mere. Det er OK.
Nogle reagerer med vrede og frustration. Måske bliver du sur på tidligere ejer, opdrætter eller en person i din familie, som valgte dyret ud af kuldet, fremfor en anden hvalp/killing. Du kan også blive vred på dig selv eller på dyret.
Du kan godt føle, at du har svigtet, samtidig med, at du føler en enorm kærlighed. Ofte er det de svære dyr, som vi elsker højest, for de har kun os, der virkelig SER, hvem de er. Det vigtigste i denne situation er, at du tilgiver dig selv. At tage ansvar for et andet væsen er også at træffe svære beslutninger. Det kræver stort mod og dyb kærlighed. For nogle dyr er livet i det moderne samfund for svært.
Hvis du vil have ideer til ritualer, som kan støtte dig i din sorgproces, kan du downloade vores guide her.